[

Det kan du få

Her kan du få et overblik over det, jeg kan gøre for dig. Noget af det laver jeg i samarbejde med dygtige kolleger. For det, jeg er allerbedst til, er at levere fængende og nærværende tekster, der kan ramme din målgruppe i hjerne og hjerte. Resten vil jeg gerne sørge for andre gør, uden at det kræver mere tid og flere kræfter af dig. 

]

Alt inden for tekster

Tekster og skriftlig kommunikation er mit stolte håndværk, og det jeg har elsket allermest i min tid som 10-armet kommunikations-sprutte. Jeg er flydende i alt fra webtekster, pressemeddelelser og jobopslag, portrætter eller serier til længere magasininterviews og klummer. Jeg formidler alt fra popkultur til tung forskning på en lettilgængelig måde. Jeg møder mennesker med respekt for deres egen tone og udtryk og gør mit ypperste for at lade dem træde frem i tekster og artikler.

 

Eksempler på mit arbejde:

Korrektur og sparring

Har du selv lysten til at kaste dig ud i diverse skriverier, hvad enten det er hjemmesidetekster, debatindlæg eller større prosatekster, kan det være en god idé med professionel sparring og korrekturlæsning.

Ofte er det sådan, at den kreative hjerne tænker for hurtigt til at spilde tid på komma og nutids-r, og selv de dygtigste forfattere kan bøvle med korrekturen. Men korrekt grammatik skal der til, hvis ikke budskabet eller det gode indhold skal drukne eller miste betydningen.

Selv om det måske kan synes ligegyldigt, hvis du i øvrigt er en fremragende møbelsnedker eller psykoterapeut, så falder vores troværdighed, hvis vi har for mange fejl i vores tekster.

”Men det er så forfærdeligt kedeligt”, tænker du måske. Fint! Så lad mig om det. For den del, synes jeg faktisk, er rigtig sjov. Og på den måde er det så godt, at vi alle kan og vil noget forskelligt.

Hjemmesider

Uanset om du blot skal finpudse nogle tekster, have (gen)skrevet hele moletjavsen eller står på suveræn bar bund og skal bygge en helt ny hjemmeside, kan jeg levere løsningen til dig.

Tekster

Dine tekster er vigtige og fortjener noget opmærksomhed. Hvad enten du sælger yogarejser, anlægger haver eller praktiserer tantra massage, er din hjemmeside det første møde, en mulig kunde har med dig. Det er her, din chance er, for at begynde en relation. Og en god relation er lig med tryghed. Men selv om de fleste af os er ubevidste om det, skal der ikke meget til for, at vi fravælger folk, vi ikke kender. Ofte er det helt overfladiske og irrationelle ting som lidt for lilla hår, bondske dialekter – eller dumme slåfejl.

Det er vigtigt for mig, at folk kan mærke dig i selv helt korte tekster på hjemmesiden – i hvert eneste ord og hver en sætning. For jo mere, de kan det, jo mere trygge er de ved at vælge netop dig og dit produkt.

 

Referencer

Tro mig; de betyder noget de der referencer. Referencer skal være mere end en enkelt sætning om, hvor fed du er. De skal give kunden noget ekstra i tryghedskoppen. Tale ind til de bekymringer og overvejelser, de selv har, så de føler sig mødt. Måske skal de endda sige noget om de udfordringer, som mange, du hjælper, netop står i. På den måde er der i referencerne en merværdi for dine kunder. Referencerne bliver altså modtagerorienterede og handler ikke kun om at rose dig.       

Du kan se et eksempel her: Amager Bygs glade kunder.

Og her: Deltager fra et CCT-kursus ved Dansk Center for Mindfulness.

Er du nysgerrig på, hvad folk siger om mig, kan du se det her

 

The full monty

Er du nystartet i din “butik” og mangler dit digitale ansigt udadtil, kan jeg levere hele løsningen, som den er bedst for dig. Jeg kan sparre med dig om, hvad du vil med den, hvordan du finder dit visuelle udtryk, og hvem den skal rette sig i mod. Du skal selv finde vejen, men jeg stiller dig de spørgsmål, der hjælper dig til at finde den.

Næste skridt er, at vi finder ud af, hvor meget jeg skal lave, og hvor meget du selv vil gøre. Det er en nøje afvejning af, hvad du kan bruge tiden bedre på, hvordan din økonomi ser ud, og hvor mange fortællinger dit hoved har om, hvad du ikke kan finde ud af. 

Ender det med en fuld-pakke-løsning vil jeg benytte mig af dygtige samarbejdspartnere.

For selv om vi journalister gerne ser os selv som generalister, der kan jonglere alt fra korrekt kommasætning til livevideoer og alt inden for teknik, så er der altså noget, vi er bedre til end andet. Jeg ønsker derfor at fokusere udelukkende på det, jeg er allerbedst til og lade andre gøre det, de er dygtige til. Uden, at det betyder flere møderunder eller mellemmandspenge for dig. 

Konceptet er, at du finder ud af, hvad du ønsker. Jeg sørger for, at hele pakken bliver leveret til tiden og står til ansvar for alle elementer. Også dem, jeg ikke nødvendigvis selv har haft fingrene i. Jeg tror på total gennemsigtighed, og du kommer til at se, hvad du betaler for hos mig og hos mine samarbejdspartnere. Er du i tvivl, så spørg!

Projekter og samarbejde

Har din virksomhed eller organisation brug for lidt ekstra skrivemuskler i en kortere periode, skal I ikke tøve med at hive fat. Jeg indgår nemt i samarbejder med de fleste og kan effektivt køre derudaf, når først opgaven er defineret for mig. Selve udviklingen kan jeg også hjælpe med at gøre håndterbar, hvis idéen stadig er meget flyvsk. Nedenfor er der eksempler på arbejde, hvor jeg enten er hyret ind eller har været med fra idé til eksekvering under en fastansættelse.  

Eksempler:

Omsorgsæsken ligger på landets hospitaler og er oplysningsmateriale og mindeboks til forældre, der lige har mistet. Jeg blev hyret ind på en tre måneders projektstilling til at udarbejde og definere materialet.

Mindesmærker, som jeg udviklede ud fra chefens løse idé om at fortælle den positive historie om sorg og spædbarnsdød, nemlig kærligheden til barnet. Det blev en fysisk udstilling med 44 stærke portrætter af forældre og deres mindetatoveringer. Udstillingen turnerede rundt i de fem største byer og gav masser af medieomtale. 

#taksosu er en lignende portrætudstilling, hvor 12 kendte og ukendte danskere hylder landets SOSU-personale. Udstillingen turnerede efterfølgende rundt i hele landet på uddannelsessteder, hospitaler, biblioteker, rådhuse og andre offentlige rum. 

Coaching og rådgivning

Jeg er uddannet coach i 2018 og har løbende brugt det i mit virke som faglig leder og i mit arbejde generelt. Jeg har rådgivet om god kommunikation og strategier de seneste ni år.

 

Find kernen i din forretning

Ofte sælger vi ikke kun et produkt. Vi sælger en vision, en livsdrøm – lidt af os selv. Derfor er det sårbart at starte ny virksomhed, og det kan være svært at stå stærkt i sin kerne. Eller endda definere, hvad det er.

Er du gammel i gårde og måske endda den glade ejer af en større velfungerende forretning, kan det ske, at vi mister retningen. Hvad var det egentlig, vi ville? Det kan i bedste fald have den uheldige konsekvens, at vi stikker i for mange retninger. Vi vil for meget og bliver dermed utydelige for vores egentlige målgruppe. Ved at ville ramme alle, rammer vi ingen. I værste fald mister vi modet og motivationen.

Med en coachende samtale kan jeg guide dig til at blive klar på dine mål, dine behov og værdier, men også dine ubevidste mønstre, forhindringer og fortællinger. Ofte lykkes vi ikke med ting, fordi vores mål i virkeligheden er nogle helt anderledes, end dem vi tror. Selv vores motivation, det vi tror, der driver os, kan vise sig at være noget helt andet, når der bliver sat et andet perspektiv på.

En coachende samtale kan være gavnlig for dig, der famler lidt. Måske du helt har mistet motivationen. Du kan have en følelse af at hoppe fra det ene til det andet uden rigtig at komme i dybden. Måske du oplever at være fuld af energi og gå-på-mod den ene dag for så kort efter at miste gejsten og give op eller blive distraheret af andre og mere praktiske ting. Eller måske din forretning bare ikke har den succes, du havde troet.

Jeg kan ikke trylle dårlige forretninger gode. Men jeg kan hjælpe dig til at finde den rigtige vej for dig. Eller tage de små skridt, der skal til, for at du kommer tilbage på sporet.

Du er altid velkommen til at ringe eller sende mig en kort beskrivelse, så kan jeg vurdere, om jeg kan hjælpe dig, eller det er noget andet, du har brug for.

 

Tag et kig på din strategi

Jeg har arbejdet med kommunikationsstrategier og presserådgivning i mere end ti år. Min tilgang har altid lænet sig op ad gængse teorier, men allermest har det været båret af mine evner inden for det relationelle. Jeg tager et grundigt kig på din virksomhed og finder ud af, hvem I er, og hvad I kan. Hvordan tager virksomheden sig ud i andres øjne? Er I modtagerorienterede, eller tror I det bare? Hvor kan I sætte ind med de ressourcer, I nu engang har. Både de faglige og de personlige – mange muligheder ligger skjult i de personlige evner, vi hver især har på en arbejdsplads. Hvem vil være helt oplagt til at være talsperson på sociale medier, hvis der er flere muligheder i spil? Og hvordan kan jeg klæde vedkommende bedst muligt på inden for de rammer, der er?

Jeg har altid haft min praksis i mindre virksomheder uden ret mange penge. Derfor er jeg helt skarp på at lave mål, der er både kortsigtede og langsigtede, og jeg ved af erfaring, hvordan man let kan knække nakken, hvis virksomhedens eller organisationens mål ikke matcher ressourcer. Du kan også spørge dig selv, om det, du drømmer om, gælder hele linjen rundt? For uanset om det er bestyrelsesformanden eller M/K på gulvet, der ikke tror på idéen, er det dømt til at fejle. Alt for mange strategier ender i skuffen. Det svære er ikke (altid) at drømme. Øvelsen er at implementere.

Ring eller skriv, hvis du har brug for en plan eller mere struktureret retning.

Telefon: 40 19 97 06

Mail: info@tegsd.dk

Veronavej 19

2300 København S

CVR. 43550292